Sejle med solen


Sejler med drenge

Faktisk sidder jeg og vugger på ”Rumkath”, som ligger for anker ud for Klein Curacao. Denne ubeboede ø har silkesand på en halvmåneformet hvid strand. Den er flad og vil sikkert forsvinde ved første megaisbjergsnedsmeltning. Vandet er turkisfarvet og så klart, at vi kan se fisk svømme fem meter under os. For resten er skipper Peter og gasterne Toke og Anders ude på dykker/snorkeltur.

På et tidspunkt var jeg ved at tvivle på, om jeg kom så langt. Jeg fløj alene (sammen med ca. 400 andre KLM-passagerer) over Atlanterhavet. Det var en lettelse at komme ind i flyet, for sikkerhedskøen havde taget halvanden time. Jeg var mistænkelig og måtte have bukserne af – dog bag forhæng. Man må ikke gemme penge på maven, vrissede uniformsdamen. Jeg svarede, at det ikke var forbudt, så vidt jeg vidste – og hun mumlede, at jeg alligevel ikke måtte. Dog slap hun mig løs.

KLM er jo bedre til flyve end til at håndtere mængder af folk gennem sikkerheds kontrol, så det gik fint, indtil vi landede på Sint Marten. Her stod en del af passagerne af. Vi andre ventede, efter en time blev sæderne fyldt op med nye passagerer, og vi skulle videre. Der skete bare intet. En time mere, intet! Lidt besked om ’tekniske’ fejl og snarlig afgang. Ingen serveringer, kun et glas vand til de vanskelige. Efter endnu en time fik vi i hast vand + en temmelig blød bolle-ting. Da vidste den erfarne rejsende, at noget var galt – og ja. Flyet kunne ikke lette. (Og selskabet var således forpligtet til at afspise deres gæster). De behøvede en reservedel fra Frankrig. Den ville komme i morgen.

Altså ud med os 400. Jeg kunne ikke tilslutte min mobil, ikke låne og ikke give Peter information. Stakkels fyr. Han ventede i Hato og fik bare den besked at mit fly var ’unknown’.

Kommunikation er IKKE et nøgleord i KLM. Os 400 strandede personer blev nu for alvor oplært i kø og kaos. Lufthavn, busser, bagage ud, ned op, ind – og en hotelkø, der for mit vedkommende strakte sig over timer. Ikke helt sjovt, når man har rejst i et døgn.

Men alt lykkedes til sidst, også at få fat på Peter (pris 25 $). Hotellets pianobarsangerinde fortalte mig, at hun var strandet der for fem år siden! Hmm.

Morgener er tit skønne, ikke mindst i Caribien. Pragtfuld udsigt. Elegant morgenmads terrasse (kø). Jeg var holdt op med at være træt og sur og begyndt at nyde denne uventede oplevelse. Slentretur på stranden (ingen kø, jeg mødte fire personer, de øvrige 396 sad oven på hinanden ved den traditionelle swimmingpool), årets første svømmetur i de velkendte 26 grader, en minitur i byen og en (kø) frokost af de store.

Klokken 13 afgang med bus, kø, bagage osv. Lad mig ikke gentage mig selv, blot notere, at flyet afgik kl. 18.30. Peter stod på sin plads i Hato, lidt vin og meget køje var velkomment.

Og nu er alt glemt (næsten), her på randen til den lille paradisiske ø. En forvildet delfinunge vinkede lige farvel til mig i går, da jeg styrede båden ud af Spanish Water, mens drengene satte sejl.

Fuik Baai er flad og grøn. Drengene så skyggen af en skildpadde og Anders hørte dens åndedræt, Toke fangede en fisk, der var lille nok til at få en chance mere. Revelsben på grill er altid en sikker succes, ligesom de venezuelanske avokadoer (jeg tror, at niveauet for aftensmåltider m.m. er steget en del, efter fru mor ankom).

Nu var det så bare at nyde solnedgang og stjerneopståen, samt afvente mørke. På det tidspunkt går ingen normale mennesker i vandet, så det gjorde vi. Peter Pan og Klokkeblomst udsat for et nyt element. Flyvestøv, som grønne bobler i sort vand. Fabelagtigt at flyde rundt og betragte sig selv og drengene bemalet med neongrønt. Nej, der var ingen hajer eller andre kræ, der ville æde os. Sjovt at stå og bruse de fine morildstjerner af sin krop og se dem glide tilbage til deres element.

Vestenvind! Siger der jer ’landkrabber’ noget? Det er ganske uhørt her. Vi har aldrig oplevet det, men det kan forekomme i forbindelse med hurricanes. Vi er dog uden for sæson, og desuden virkede intet faretruende, bortset fra at vi stod på grund. Vi kom let fri af sandet og drog ud ved første daggry. Faktisk fin vind, allerede normal NØ nu og rekord sejlads til Klein Curacao, som I allerede kender.

Således kan transportlykken vende. Og fiskeguden så nådigt til Tokes offer i går og lod en lille pæn tun bide på. Snart skal vi have sushi og paela i solnedgang. Vi er alene på øen, snorkler ind og nyder at gå – eller løbe på det faste sand og få jævnligt få fødderne overskyllet af bølgebrus.

Ved første daggry går vi mod Bonaire. Belært af gårsdagens søsyge, tager Toke rettet og styrer samtlige seks timer. Uden et bræk. Til gengæld ofrede Anders sig fem seks gange, men tog det pænt. Der blev joket om tømremænd osv. Fin tur. Ved Kralendijk finder vi en mooring, og drengene sætter solsejl, det er frokosttid. Men inden da kommer en dansk dinghy med Jens, Kirsten og to drenge. De vil lige snakke. Det gør vi så i to timer, sådan er det her. Drengene forsøger at dæmpe deres sult ved at dykke, og de ser da også en rokke og en skildpadde + alle de andre skønne kræ, der kan lede tankerne ind i en anden verden.

Ja, vi er på vores favoritø og roen er faldet over os. Her kan man se ind på den lille by, se ud på det store hav eller se ned på de mange fisk. Vi bliver sikkert længe her, drengenes drømme om Los Roches blev kvæstet i søsyge og druknet i begejstring over denne ø-perle.

Danskerne var sejlet hjemmefra for fire måneder siden og havde knapt set land siden. De var ligeledes sultne, men især efter vores selskab, at tale dansk, at modtage diverse gaver i form af aviser, blade, bøger + den helt særlige gave fra Toke: To store bærerposer med Jumbobøger. Jeg blev helt tavs. Hans kæreste eje, dengang vi krydsede Atlanten (i 1998). Længe siden, javel – men selv på denne tur har jeg da set to 19 årige knægte med en Jumbobog i hånden. Hmm.

Nå ja, de – altså danskerne kom igen ’da vi havde spist aftensmad’. Det ville dog sige, da vi sad og ventede på at vores lammeryg på grillen skulle være klar. Det anfægtede dem ikke, de havde spist. Der blev så skænket rødvin til såvel spisende, som mætte – og det varede til midnat. Så taler man sejlersprog (ikke helt så slemt som golf-sprog, men der kan trækkes visse paralleller). Sjovt nok er det skipperne, der sidder og taler fod og sømil og rekorder. Man giver gerne hinanden gode råd og får ofte svar, der indeholder endnu bedre råd. Sådan er der så meget. Heldigvis er Kirsten læser, så vi får en fin bogsnak (og her bruges almindelige gloser, og der måles ikke så meget i fod – og dog alligevel …).

Næste dag går som den skal her: Vidunderlige svømme-, snorkle-, og fridykture. Ned i den eventyrlige verden af dyr, der tillader os klumsede halvguder at beglo dem. De gør os intet, de fleste kan ikke forsvare sig mod os, og de få der kan, gemmer sig gerne og prøver at ignorere os. Vi har vores ’egen’ skildpadde – et hemmeligt sted. Der er vores yndling, men ellers elsker jeg kuffertfisken (trunkfish) med de store rolige øjne og trutmunden, der indbyder til at kysse. Bange er den ikke. Nysgerrig er den meget. Bitte små taskebabyer og store tunge amerikanerkufferter vimser rundt og gør mig glad. Drengene foretrækker den kæmpe store rokke.

Koralfiskene er i høj grad territorialbundne. De lever i små samfund med x antal individer per art. Citronfisk findes i store tal, papegøjefisk er der få af. Alverdens frie akvariefisk smutter også rundt her, i størrelser fra en afklippet negl til kingsize. Farverne må få enhver modedesigner til at blegne. Hvilket mod, hvilke mønstre, hvilke frækheder. Alt har Vorherre leget med: to øjne på ryggen, eller hvad med et foran, der kan se – og et større bagved, der skal ses? Fiskehud er også alt muligt, fra skold og sikkerhed til gennemsigtighed, den groveste ruhed, hår, pletter, skæl (vist meget normalt for fisk) til ”musseskind”. De lever i et tilsyneladende symbiotisk paradis, hvor man gnaver af træets frugter og hvor (sø)slangen jævnligt sniger sig frem og viser sit lumske væsen (sammen med moræner – som er rigtig ulækre). I behørig afstand vogter den onde selv over sit kongerige: Den store stirrende frygtløse Great Barracuda med det rædselsvækkende dobbelte tandsæt med modhager. Ve den stakkel, der får en finger (eller det der er værre) ind der. Gys.

Det handler om kontraster. Så næste dag kører vi i en ladvogn øen rundt og hilser på 1000 flamingoer, spiser på Kontikki, surfer og kajakker på flade Sorbonne. Vi bedrøves ved synet af kopierne af gamle slavehytter og undrer os igen over de flamingorøde saltsøer og hvide bjerge af salt.

Ja, så gik den uge.

På en lille ø

Langt, langt borte fra Danmark i det store hav, ligger en lille ø.

På øen er der palmer, som der skal være på bountyøer og slanger, som der skal være i paradis.

Men slangerne er krøbet i vandet, og i det hele taget er der meget, der slet ikke følger de gængse regler for eventyr.

De fleste mennesker, der bor her er sorte. De klæder sig i farvestrålende tøj til hverdag og i disse tider i tøj, der ikke er tøj, men dragter uden mage. Silke, safirer, smaragder kniplingsblonder, guld og ægte perler – er der ikke tale om, men kostumerne stråler og skinner om kap med deltagernes smukke hud og stolte øjne, og forestillingen er ægte nok.

Ja, der er fest i disse uger, karneval. De danser skoene i laser, svinger deres tournurer, vipper med hatte, fægter med overdådige sværd eller blomsteropsatser, så man glemmer, at det meste inden under er skabt af nylon, papmache og glasfiber. Lastvogne med voldsomme dieselmotorer er omskabt til guldkareter, hestene er pyntet som kejseres forspand.

Der er spædbørn båret i slynger af dansende mødre, bedstemor på høje hæle, oldefar i rullestol monteret med store drejbare hjul, så den kan klare alle dansens krav. Forrest i det kilometer lange optog er et kæmpe (alt er kæmpe her) skilt på stativ og hjul. Det drejes i ujævne sambatrin af to unge fyre, som tydeligt er psykisk handicappede. De morer sig. Alle morer sig. Henrivende børn med kroppe af gummi vrider deres små bagdele i salsaens rytmer, leger og tripper rundt i dragter afstemt til deres gruppe. Der er dronningen og prinsesser, kongen og prinser i purpur og hermelin. Kroner og diademer stritter som lys i fødselsdagskager. De slanke unge piger med mandeløjne flirter groft med tilskuerne og blinker indbydende med deres sommerfugle store øjenvipper.

Solen bager, asfalten koger, larmen er sønderrivende. Mange øregange er stoppet med neonfarvede skumgummipropper, som ikke hindrer de voldsomme baslyde i at runge gennem jorden, op i vognene og ind menneskers brystkasser.

I 40 år har den lille ø pillet vinteren (på 30 grader Celsius) ud af kalenderen. Julen, karnevallet, Valentine, festlighederne holder næsten til påske. Budgettet er sikkert sværere at holde, det siges at koste en månedsløn at deltage i en karnevalsgruppe – men det ville være utænkeligt ikke at deltage.

Fredagen før den store parade kører otte skolebusser deres last af overstadige børn til stranden. Sidste skoledag før ferien. Ungerne har medbragt takeaway bakker fra de kendte fastfood steder, badetøj og balloner.

”Rumkath” lå alene, fredsommeligt og vuggede i de lyseblå bølger – besætningen nød lidt badeferie før karnevalsløjerne. Nu summer stranden af unger der bader, spiller bold, spiser deres skolemad (!) og upåagtet lader vinden tage sig af plastikkrus, flasker og firkantede takeawayæsker. En del flyver i vandet og bevæger sig forbi den måbende besætning på det gode skib. Vinden er stærk, bølgerne med, bugten er åben og diverse sager vil ende i Venezuela om føje tid.

Skulle man agere skidtsamler under vandet? Det er ikke helt overkommeligt eller vellykket. Jeg vender mig bort fra det nyopsatte Greenpeace skilt, der opfordrer til rent hav, og lader mig besnære af en smuk brandmand med sine lange fangarme duvende efter sig. Den er flankeret af to små sølvfisk, der måske snylter på mandens fangst, eller måske æder hans utøj? Jeg holder god afstand, alligevel føler jeg det klør og svier – et begyndende undervandshysteri. En ballonfisk med de karakteristiske store øjne puster sig op, jeg trækker ind mod revet og møder en løsgående moræne (læs slange) med stikkende øjne og sylespidse tænder.  Jeg sætter fart i de pinkfarvede svømmefødder og belønnes af beroligende papegøjefisk og kuffert ditto, der blinker og viser trutmund. Jeg ligger lidt og glor ned på livet dernede. Sandbunden lyser, et par kedelige grå pølsefisk laller rundt. Pludselig rejser en børster, slår med kroppen og svømmer aggressivt mod en artsfælle, som skyndsomt forføjer sig. Den vrede fyr ignorerer til gengæld kuffertfisk, sergentmajorer og en kæmpeklodsede menneskefisk, der basker rundt. Så stikker den snuden ned i en bunke af mindre stykker koraller og griber fat. Med munden fuld svømmer den raskt til sit mål og lader stenen dumpe ned. Den ser sig undersøgende om, svømmer tilbage og gentager sit forehavende med nye koralstykker. Den logrer kækt med halen som en hund med kødben i flaben og skubber så benet på plads. Det er svært for et sæt menneskeøjne bag dykkerglas at se, om der her har tale om en rede. Faktisk anede jeg ikke, at fisk byggede reder. Jeg får en del respekt for den grå territorialkæmper og giver mig til at beglo de øvrige koralbunker. Er det et villakvarter, jeg betragter? Er det en fødestue, der netop er blevet indrettet? Vi taler ikke samme sprog, kun den trekantede kuffertfisk og jeg er nære venner.

Oppe på båden igen, ser jeg er rød ballon komme susende fra land. Skipper beregner dens fart til at være omkring 20 knob. Godt der ikke var en unge hægtet på. De er alle på vej op i skolebusserne, (skole)dagen er forbi. Jeg tænker, at en del danske børn gerne havde tilbragt en således helt uautoriseret dag på stranden. Snart skal de ind til den kogende by og iføre sig udklædningsdragter og danse i fiskekostumer eller måske i flyvende æsker, sponsoreret af KFC og McDonald?

Sejlerne herude på den lille ø, ligner heller ikke sejlere fra danske øer og fjorde. Her er Babels tårnet afløst af Aciento med plads til alle sprog. Happyhour hjælper på vej. Ofte grupperer man sig i god ro og orden henholdsvis ved det amerikanske bord, det franske, det hollandske, det lokale osv. så længe sprog haves. Hvis ikke det var fordi, vi var i så klart undertal med en skipper og en admiralinde, så ville vi også have etableret et danskerbord, eller blot et nordisk. Vi havde derfor nødtvunget underlagt os denne sprogfacisme, men denne aften skal det være anderledes. Jeg kastede mit håndklæde på et bord ud mod vandet og begyndte at slæbe stole til. Jeg havde sat et usynligt skilt op: ’Velkommen til sejlere fra Seru Boca’. Det virker, sådan da. Men pludselig lander en stor cowgirl ved min side: Mary ligner ikke lige ’vores’ prinsesse Mary. Størrelsen er lidt over dobbelt op, dresset er anderledes og cowboyhatten, er presset ned over en mellemstor amerikansk høstak. Mary har været alenesejler på ABC-øerne i 11 år. Hun sejler i en purpurfarvet motorbåd med sine to hvide katte. Hun er ikke stille af sig og meget tydeligt, når hun gennem mængden af larmende sejlere råber på øl. En lille formastelig fyr sætter en lokaløl foran hende. Hun skummer: ”Don’ t YOU know, that it’s happyhour!” (To styks for samme pris). Mary er sød, typemæssigt giver hun mig associationer til Dolly Parton. Fik jeg sagt, at hun kommer fra Texas.

Hvor kom jeg fra? Den lille ø i den store sø. Vinden kan være vild (det er den en ganske stor del af tiden, med deraf følgende STORE bølger). Hvis vejrudsigten endelig snakker om moderat passatvind, så letter man på sin cowboyhat og anker. Forinden skal bureaukraterne dog have deres. Denne skipper måtte to gange til hovedstaden, før de nødvendige tilladelser blev udstedt – med diverse begrænsninger. Skipper skumler. Den moderate vind viser hvide tænder, men på udturen har vi de blå bjerge i ryggen, hvor de ikke generer. Skipper vil helt ud til Westpunt, som vi altså ikke må for kontordamerne. Det ender i et kort visit på stedet, familiekompromis og anker i Santa Cruz, som er et ’lovligt’ sted.

Ude i den disede aftensol, skimter jeg et sært fartøj: En 30 fod lang dinghy med turbomotor, der går sine 40 knob. Coastguard!

De borer os med to mand, mens to sidder parat, bevæbnet med VHF-radioer og håndjern. Alle skibspapirer samt private ditto blev gransket, spørgsmål stillet. Men artige ”Rumkath” og besætning havde alt i orden og kunne således læne sig tilbage og nyde stjernehimlen, der er den samme som jeres, bare drejet lidt. På disse breddegrader kan vi uden bekymring sidde ude i vores sejler udklædningstøj, som ofte består af et Mickey Mouse-håndklæde til den ene og en dinghykjole til den anden – gæt selv fordelingen.

Tiden går og tiden tager sit: I går døde en sejler af hjerteslag i sin båd. Hurtigt, nådigt og på et lykkeligt sted, mener skipperne her i området. Vi hjalp, så godt vi kunne og trøstede konen og de voksne børn.

Tiden vil snart tø sneen og give plads til forårsblomsterne i vores haver. Jeg kommer hjem, når I har fået skovlet de sidste fliser rene.

Der er lukket for kommentarer.