Kapitel 1

Uddrag af Romanen ”Syvstjernen” af Anne Hjælmsø

Solvej låste cyklen og overvejede et øjeblik, om hun kunne efterlade sine grøntsager i kurven, eller om hun var nødt til at slæbe dem med ind i Merko.  Kunne man glæde sig til at gøre et par småindkøb? Ja, det var en af de få uforandrede lette ting, der var tilbage: At købmand og kassedamer hilste og småsnakkede venligt, og at tilfældige kunder, som hun kendte fra området, bare sagde hej. Hun faldt i staver, men blev vækket af en spids stemme.

”Hallo, Solvej! Hvordan går det?”

Hun så over på P-pladsen og fik øje på Icy, der havde lænet sig ud ad Mercedes-vinduet og råbt hende an. Solvej formede læberne til et lavt ”Isi” og gik langsomt derover.

”Hej, Icy. Joh, tak, det går da, men …”

”Du ser godt ud i den bondekjole og cykel med grøntsager i kurven!”

”Jah. Hvordan står det til hos jer? Går det godt med tvillingernes langturssejlads?”

”Det går vidunderligt,” sagde Icy og tændte en cigaret med hektiske bevægelser. ”De har mange venner med og oplever interessante ting. De er kommet til Spanien. Det er utroligt, at de kan sejle over så store have i en almindelig lystyacht.”

”Det er da dejligt. Savner I dem?”

Solvej priste sig lykkelig over, at hendes Heidi var en helt anden type end Trine og Tomas. Sund og jordbunden. Hun havde altid tænkt, at tvillingerne var skabagtige og arrogante. Det var sikkert godt, de var draget ud at sejle. Det ville nok slibe nogle kanter af. Måske kom de en dag hjem og var helt almindelige og venlige?

”Nej, egentlig ikke. Du ved, vi har travlt med firmaet, og Ib er i gang med et nyt område. Et oldekollebyggeri, som han kalder Syvstjernen!” Icy grinede, ”og vi har jo aldrig været klistret op ad de børn. De har altid gjort, som det passede dem. Vi var modstandere af deres tur, men det var de inderligt ligeglade med. Ved du hvad, så bliver man stødt. Faktisk sejler de på må og få. De har intet mål og ingen dato for, hvornår de vender hjem. Er det ikke tarveligt?”

Icy trak vejret i heftige sug, som om hun stadig sugede på sin cigaret, og så opfordrende på Solvej, som tålte tavsheden.

”Det er selvfølgelig morsomt, at de oplever noget specielt, men ærlig talt, det kunne vel overstås på en måned eller to i stedet for bare at forsvinde på ubestemt tid. De skulle hellere bruge deres gode uddannelse og se at komme i gang med at tjene nogle penge og etablere sig.” Icy hev efter vejret. ”Synes du ikke også?”

”Næ, det synes jeg ikke.”

”Hvadbehager? Mener du, det er i orden at føjte rundt på verdenshavene for at more sig og skulke fra sine pligter?”

”Pligter,” sagde hun, ”jamen de har vel ingen pligter? Jeg mener, de er jo netop frie fugle. Fornuftige endda. De har først gjort deres uddannelse færdig, og Trine har sin ægtemand med sig. Det er da så pænt, som det kan være. Nej, du, de gør det rigtige. Gid vi også havde givet os tid til den slags oplevelser sammen. Vi havde for travlt med at samle ussel mammon, og nu er det for sent.”

Hun vendte sig og gik over mod cyklen. Icy stod ud af bilen, låste den med et kækt klik og gik over mod hende, som hun stod ved cykelkurven og pudsede næse, rød i ansigtet og snøftende.

”Har du det ikke godt?”

”Nej, jeg har det elendigt,” tilstod hun.

”Men du sagde …?”

”Jeg orker ikke at tale om det …” Hun tav og tænkte på Icys snak om, at hun lignede en frisk bondekone. Det skulle vist forestille at være et kompliment, et klodset et, men sikkert velment. Jo, hun prøvede at tage sig sammen, og det gik da også udmærket indimellem, men folk var ikke interesserede i at tale om sorg, og da slet ikke Icy, som altid havde nok i sig selv.

”Men Solvej, undskyld du, jeg tænkte ikke … jeg mener, det er jo over tre måneder siden … æh.”

Icy lagde en kølig hånd på Solvejs brune arm, men hun trak den til sig, som var det en vildfaren cigaretglød, der ved en fejl var havnet dér.

”Det er ti sekunder siden inde i mig. Du kan ikke forestille sig, hvor ondt det gør. Du har ikke prøvet at miste det bedste, du havde, du kender ikke til sorg. Men det er, som om jeg har mistet mig selv. Jeg er blevet udhulet. Jeg kan ikke beskrive, hvor tomt det er. Faktisk ved jeg ikke, hvorfor jeg overhovedet går rundt, for det har ingen mening.”

Hun pudsede næse, låste cyklen op og gjorde mine til at køre.

”Vent lidt,” sagde Icy. ”Undskyld. Jeg ville ikke såre dig, jeg ville bare hilse og …”

”Det er okay.” Hun satte tungt cyklen i gang, kørte over fortovet og ænsede ikke, at en ældre dame måtte foretage et rejehop for at undgå kollision.

”Jeg mødte Solvej i dag.”

”Hmm.”

”Hun havde det ikke godt, hun talte om sin sorg over Hans og blev vist lidt fornærmet.”

”Hmm.”

”Jeg kom til at nævne Syvstjernen. Der er store problemer, ikke? Får Solvej penge i klemme? Jeg mener, Hans var jo …”

”Du siger sgu noget, Icy. Kvik pige! Inviterede du hende?”

”Hvad mener du?”

”Du inviterede hende vel til middag?”

”Næh, det faldt mig ikke ind. Gider du virkelig det?”

”Selvfølgelig. Det er da det mindste, vi kan gøre for hende, hun er jo part i sagen nu, hvor Hans er død. Kreditor – eller partner, haha.”

Ibs pludselige interesse for Solvej gjorde Icy mistænksom. Hun så undersøgende på ham, hans blik fortalte, han havde et eller andet for. Hun følte sig rastløs og fik lyst til at tirre ham.

”Hvorfor kan du ikke sælge de huse, Ib? De bliver jo så luksuriøse, folk ville jo stå i kø for dem. Og den kendte arkitekt, Henri de Wiit, som var så forrygende dyr, han skulle jo være sine penge værd, så hvorfor er der ikke solgt et eneste hus?”

”Åh, Henri-trussetyv, den idiot. Jeg tror sgu, at det er den overlegne skideriks skyld, vi har de problemer. Han er gået over gevind, alle de specielle ting, han har tegnet og udspecificeret. Jeg kunne have gjort det bedre selv. Ja, jeg kunne sgu selv have tegnet den stjerne, jeg har mange gode ideer, men det er da ham som fagmand, der skulle rådgive og komme med brugbare forslag – ikke bare tegne løs og more sig med at sno stjernespidserne opad som snabelsko og pynte med glas og …”

Icy sukkede. Hun havde selv tændt for hans ophidselse, nu fortrød hun. Det var, som om hun dagen lang gjorde og sagde ting til folk, der kom til at virke helt forkert. Hun efterlod ofte en række småfornærmede personer i sit kølvand. Og bagefter, når hun læste udtrykkene i de andres ansigter og fornemmede, hvad de tænkte, blev hun klar over, at hun havde lydt hård. Det var ikke hendes mening. Hun var bare lidt hurtig, følte altid, hun havde travlt. Måske var det sandt, hvad Ib anklagede hende for, at hun talte, før hun tænkte – og når hun så havde tænkt, ville hun ønske, at hun ikke havde talt. Han sagde så meget til hende. Det meste var ikke pænt, men sådan var han nu engang. Det var hans facon. Han tænkte sig altid om, når det drejede sig om forretning, men når det drejede sig om alt muligt andet, hende selv og tvillingerne for eksempel, så var han ligeglad. Han opfattede sig selv som den store charmør, og han havde da også betaget hende, dengang han startede i firmaet, men hans charme var med tiden blevet til en parodi. Han talte, som om han havde en god rolle i et dårligt teaterstykke. Det værste var, at hun var med på den. Ja, somme tider, som nu – var det hende selv, der varmede ham op. Hun kendte de knapper, hun skulle trykke på, hvis hun var i humør til det. Og det var igen lykkedes. Skulle hun klappe i og gå ind i den anden stue eller tvinge ham længere ud?

”Det var da dig selv, der insisterede på alle de tosserier, Ib. Du forlangte det. Jeg var selv med til det møde! Du var helt oppe at køre og forlangte blåt marmor fra Sydafrika, og hvad ved jeg. De Wiit brokkede sig og gentog, hvor kostbart det ville blive, har du glemt det? Du kan da ikke bebrejde manden, at han udførte dine ordrer. Og det er vanvittigt – men også smukt og specielt. Jeg var selv stolt, da projektet kom i det dér boligmagasin, og du var pavestolt, selvom du bare påstod, du var tilfreds med den gratis omtale. Det var verdens bedste reklame, sagde du for ikke så længe siden.” Hun sukkede opgivende.

”Hold dog kæft med al din snak, Icy. Du er utålelig, når du starter den kvidremaskine. Og Henri er ikke et geni, han er en jubelidiot. Han er skyld i, at ingeniøren ikke kunne få lortet til at hænge sammen uden sindssyge ekstra omkostninger, fordi så meget skulle laves specielt i stedet for, at vi kunne have brugt standardprodukter.”

”Men det er da det, der gør de boliger så specielle,” indvendte Icy.

”Vel er det ej. Du kan sgu da ikke se, at der er brugt bolte i ukurante længder, eller specielt tilskårne fliser. Det kan overhovedet ikke ses – men det koster! Og jeg blev ikke spurgt, idioten fremturede bare arrogant over for den arme ingeniør, som måtte tegne og beregne sit livs mest mærkværdige opgave. Og hvad blev resultatet?”

”Flot,” sukkede Icy.

Den daglige duel, tænkte hun. Vi lader, som om vi skændes om Syvstjernen og den dårlige økonomi, projektet lider under, men vi taler om os selv. Det er vores måde at være sammen på. Det er noget, vi har udviklet og forfinet gennem årene. Hvorfor? Hun vidste det ikke. Hun hadede ham, men det havde hun gjort så længe, at det var en vane. Og det var hendes liv. Hun så ingen alternativer. Tvillingerne var flygtet. Det var tarveligt, hun var skuffet over dem, men alligevel forstod hun, hvorfor de ikke orkede at dele familieliv med dem. Måske var det også godt nok, at de var draget ud i verden? Tænk, hvis Tomas udviklede sig til en ny Ib og Trine til … åh, nej, hun orkede ikke tanken. Hvordan kunne hun vende deres ægteskabs skude? De kunne jo ikke bare stikke af fra det hele og tage på eventyr.

”Ja, du og Henri kunne blive et kønt par. Falde i svime over sådan noget usælgeligt lort. 30 % for dyrt, det er da noget! Og hvem vil overhovedet bo i det glimmerpalads?”

”Det vil jeg,” replicerede hun impulsivt.

”Vil du?”

Hans fægtende hænder faldt ned. Han stirrede på hende, som om han overvejede en fysisk kamp. Icy strammede læberne og forsøgte at tænke klart. Hvorfor havde hun nu sagt det? Skulle de nu til at skændes om hendes uforsigtige udbrud resten af aftenen? Pludselig bestemte hun sig for at holde fast på ideen et par dage. Det havde han rigtig godt af. Så kunne han få noget at tænke over. Måske skulle hun give sig til at rose Henri yderligere og antyde, at han havde givet hende smigrende komplimenter. Han var en lille belgisk herre, som var vant til at lægge damer ned. Det var så tydeligt, at det var morsomt. Og Ib ville blive tosset, hvis han troede, hun kunne blive næste offer. Icy begyndte at smile ved tanken. Jo, hun ville føre krig og lægge hårdt ud.

”Icy, du, æh … jeg er også træt af den store kasse her, vi har sgu ikke brug for alle de stuer, vi er jo aldrig andre end os to. De unger kan vi godt glemme, de foretrækker at tage så langt væk fra os som overhovedet muligt. Dem hører vi først noget til, når de igen kommer i knibe. Hvis vi solgte kassen her – den ligger sgu helt rigtigt – så ville vi få en mindre formue, som kunne dække bunden af det sorte hul, den åndssvage søstjerne har skabt. Og så flytter vi to derop – og Solvej – og så skal …”

”Hvad siger du? Har du også talt med Solvej?”

”Nej, nej – men hun kommer jo her en aften, ikke? Det har jeg lige bedt dig om at arrangere, og så forklarer jeg hende lige, som den glimrende revisor, jeg er – haha – at hun bliver nødt til at købe en stjernetak, hvis hun skal redde de penge, Hans satte i projektet. Og hendes nuværende hus er også alt for stort til hende alene. Det er virkelig et godt råd. Og en investering.”

”Du er en røv,” konstaterede Icy, ”det kan du ikke være bekendt, hun er så ulykkelig. Vil du nu også narre hendes penge fra hende? Men det accepterer jeg altså ikke! Jeg er trods alt den kloge her i foretagendet, det er mig, der er den statsautoriserede revisor, mens du bare er …”

”Tak, tak, skal vi nu til det igen? Du var ikke en skid uden mig. Hvis du er klog, skjuler du det godt. Jeg har altid ment, at du må have bollet dig til den eksamen, skønt, nej – så sultne kan selv slipsedrenge vel ikke være?”

”Jeg fraråder Solvej at købe den bolig. Hun vil lytte til mig, det ved jeg.”

Hun var bevidst om sin stemmes diskant-klang. Det var pludselig ikke det daglige skænderi om ligegyldigheder. De var kommet ind på et farligt område. Hun blev nervøs.

”Som jeg kom fra før, Icy,” sagde Ib med sin kølige forretningsstemme, ”så er der to ting, der gør sig gældende. Et: Du har hørt, hvad jeg vil foretage mig – og jeg gør det uden tøven, skal du vide – også hvis du går mig imod. Og to: Det er rent faktisk noget lort med den stjerne, vi kan risikere formuetab – konkurs i værste fald,” hviskede han og så sig over skulderen som for at sikre sig, at der ikke var nogen, der lyttede.

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>